Japansk akupunktur
En nænsom tilgang til akupunktur
En blid og præcis behandlingsform
Japansk akupunktur er kendetegnet ved en meget blid og præcis tilgang til behandling. der arbejdes med kroppens meridianer - et begreb fra østasiatisk medicin - og med små, nøje afstemte stimuli, hvor behandlingen løbende tilpasses den enkelte og kroppens respons.
I Marias klinik inddrager jeg forskellige japanske akupunkturmetoder, blandt andet Manaka og Toyohari. Fælles for dem begge er en nænsom tilgang, hvor berøring, palpation og præcision spiller en central rolle.
Manaka - et japansk behandlingssystem
Manaka-systemt er udviklet på baggrund af den japanske læge og akupunktør Dr. Yoshio Manakas arbejde. Her anvendes blandt andet palpation og forskellige test til at undersøge kroppens mønstre og respons. Behandlingen følger et struktureret system og justeres undervejs ud fra de forandringer, der kan mærkes. Nålene placeres meget overfladisk i huden, hvilket gør behandlingen nænsom. En særlig teknik inden for Manaka-systemet er brugen af Ion Pumping Cords,- små ledninger med dioder, som forbindes mellem udvalgte akupunkturpunkter efter principperne i Manaka-systemet.
Toyohari - japansk meridianterapi
Toyohari er en japansk form for meridianterapi, som har rødder i den klassiske østasiatiske medicin. Metoden blev videreudviklet i Japan og lægger særlig vægt på en fintfølende undersøgelse af kroppen gennem blandt andet pulsdiagnose og palpation.
Behandlingen er meget blid. Der anvendes særlige teknikker med meget fine nåle, og ved nogle teknikker berører nålen huden uden at penetrere den.
Under behandlingen mærkes der løbende efter forandringer i pulsen, væv og meridianer.
Jeg er i øjeblikket under efteruddannelse i Toyohari gennem International Toyohari Association og integrerer løbende de teknikker, jeg lærer, i mit arbejde som RAB-godkendt akupunktør.
Læs mere om Toyohari hos European Branch of the International Toyohari Association.
Er japansk akupunktur noget for mig?
Japansk akupunktur kan være et godt valg, hvis du ønsker blid behandling, er sensitiv over for kraftig stimulation eller ikke bryder dig om nåle. Behandlingen tilpasses altid individuelt med udgangspunkt i dig og din krops respons.